tirsdag den 1. december 2009

Twitter for musikere trin-for-trin: Grundlæggende introduktion og videokursus



Twitter har mange muligheder, når du som musiker markedsfører dig digitalt. Brug Twitter som promotionværktøj ifm. koncerter, cd-udgivelse, som nyhedsfeed for din blog, hvis du holder kurser, som nyhedsliste på din Myspace, som mailingliste eller gæstebog. Del links, billeder, videoer, musik samt din professionelle viden – så er du i fuld gang med at kommunikere med dit publikum og dine samabejdspartnere.

Dét bruger jeg Twitter til (twitter.com/sowhatcph)
Twitter er et vindue for mit firma So What Copenhagen. Hvis du følger mig, får du et tweet hver gang jeg skriver et nyt blogindlæg (så du ikke behøver huske gå herind:-), du kan følge med i musik & film, jeg producerer, og i det hele taget bare være med 'behind the scenes'.

Synes du stadig, det er lidt svært at forstå hvad Twitter er og tænker 'Jamen hvordan kommer jeg helt praktisk igang?'
Bliv klogere på 30 minutter - tag mit videokurset her på youtube >
(TIP! Klik på det lille HD icon udfor videoerne - så ser du dem store)

Lidt grundlæggende info om Twitter
Twitter er stadigvæk et forholdsvis nyt socialt medie i Danmark, men er i en rivende udvikling. Det er bl.a. Twitters simple struktur, der har gjort tjenesten så populær. Twitter stiller det simple spørgsmål: “Hvad laver du lige nu?”, og ved kun 140 anslag (et tweet) sørger du for at dine ’followers’ er underholdt. Det kaldes også for microblogging. Twitter virker på mange platforme, så udover computeren, kan manbl.a. følge med på mobiltelefonen.

Sørg for, at din twitterprofil hænger grafisk sammen med resten af din grafiske identitet (f.eks. visitkort, plakater, cd-cover), og at der er et gennemgående grafisk udtryk for hele din digitale identitet (alle de websites, der repræsenterer dig på nettet). Et gennemgående, visuelt udtryk virker professionelt og gennemført. Brug f.eks. det samme kontobillede på alle dine sites, de samme farver, bagrunde etc.

Når du har sat din twitterkonto op, så sørg for at skrive minimum 20 tweets. En potentiel ven, der undersøger din profil, vil være interesseret i, om du har en aktiv, opdateret profil. Husk at sætte et lille twittericon, med link til din profil, på alle dine andre sider på nettet, så folk nemt kan følge dig på Twitter. Publicer dine tweets på f.eks. din myspace, din blog og på Facebook.

Der findes programmer, som kan hjælpe alle dine profiler med at snakke sammen (cross-promoting), og det er helt ok, hvis du har sat dig for, at alt hvad du skriver er en del af din samlede, professionelle, digitale strategi.

Der er stor forskel på, hvordan du bruger nettet professionelt og som amatør. For den professionelle musiker, er nettet et værktøj, der er med til at skabe et billede (branding) af dig selv, din musik og dit virke. Husk på, at mange af de ’venner’, du har online, ikke kender dig personligt. Derfor er det vigtigt, at du overvejer, hvordan du kommunikerer dine budskaber ud. Hver eneste linie, du deler, medvirker til andres opfattelse af dig. Så derfor: Think before you click!

Eksempler på danske musikere, der bruger Twitter aktivt:
Morten Mosgaard (twitter.com/mosgaard)
Anders Mogensen (twitter.com/anders0107)
Pelle Fridell (twitter.com/pellefridell)
Chris Minh Doky (twitter.com/chrisminhdoky)
Pernille Rosendahl (twitter.com/PernilleRosen)
The Raveonettes (twitter.com/theraveonettes)

Vil du vide endnu mere?
Fra Januar 2010 skriver jeg fast i fagbladet MUSIKEREN omkring digital markedsføring. Første artikel er Twitter trin-for-trin for musikere.

Jeg rådgiver fast for DMF København og ifm. kurser på Artlab. Der kan du få rådgivningstimer én-til-én til spotpriser.

Jeg holder mit kursus 'Digital salg & markedsføring', hvor jeg bl.a. gennemgår hele min digitale identitet i detaljer både i København, Århus og Aalborg i foråret 2010. Hold øje med datoer på www.sowhatcopenhagen.com

Sidst men ikke mindst, kan du altid får hjælp én-til-én ved at henvende dig til mit firma So What Copenhagen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar